Generalforsamling i tst senioridræt 2026

Tirsdag d. 24. marts 2026 kl. 12.00 i cafeen

Dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3. Fremlæggelse af det afsluttede regnskab for regnskabsåret 2025 til godkendelse

4. Fremlæggelse af budgettet for 2026  til orientering

5. Orientering om tst Hovedforening

6. Behandling af indkomne forslag:

            a) Vedtagelse af nye vedtægter

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer:

            På valg er:

            Leif Pedersen, kasserer – villig til genvalg

            Bente Christensen – genopstiller ikke

            Aksel Hjuler – villig til genvalg

            Gert Thorsell – villig til genvalg

8. Valg af bestyrelsesmedlem som afdelingens faste medlem af tst Hovedbestyrelse

9. Eventuelt.

 

Referat fra generalforsamlingen

Ad. 1

Som dirigent foreslog bestyrelsen Bjørn Rasmussen – ingen andre blev foreslået – Bjørn Rasmussen valgt.

Som referent foreslog bestyrelsen Søren Redeker – ingen andre blev foreslået – Søren Redeker valgt.

Bjørn Rasmussen takkede for valget. Han konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indkaldt i henhold til vedtægterne.

Dernæst blev dagsordenen vist på skærmen. Der var ingen i forsamlingen, der havde bemærkninger til dagsordenen.

Herefter gav dirigenten ordet til formanden til aflæggelse af beretning.

Ad. 2

Ilse konstaterede at der allerede gået et år, siden vi sidst var samlet til generalforsamling så nu er det atter tid til en årsberetning.

Vi er pt 236 betalende medlemmer, som er fordelt på vores 6 hold, og vi har stadig plads til flere.

Foruden holdkaptajner, er vi også så heldige at vi har flere gå værter, flere instruktører, flere hjælpere og en rigtig god bestyrelse.

Endnu engang stor tak til jer alle for den indsats I gør, så vi alle kan komme glade til vores aktiviteter, og samles i en ikke uvæsentlig 3. halveg.

Uden jer og alle vores medlemmer så gik det ikke.

Vi kom ud af året 2025 med et overskud på knap 5.000,00 kr.

Det vil Leif fortælle mere om under pkt. 3.

Som I alle sammen har hørt en del om i løbet af året, så blev tst svindlet for knap en million kr. tilbage i efteråret 2024.

Dette har medført store ændringer i foreningen – især i hovedforeningen, som ved generalforsamlingen fik en helt ny bestyrelse.

Den nye bestyrelse har været yderst aktiv i løbet af 2025/2026. Der er kommet ny struktur i organisationen -der er fundet penge til renovering – bl.a. nyt tag og nyt gulv i 2026.

Desværre var et af deres første tiltag at afskedige vores super gode halbestyrer Kim – han er meget savnet hos vores hold. Kim var en rigtig stor hjælp med mange ting, som var med til at gøre de daglige opgaver lidt nemmere for holdlederne.

Hans fravær har desværre medført megen utilfredshed med bl.a. rengøringen, alarmer, snerydning m.m.(en hel del mails er blevet sendt ud til formænd/forpersoner og bestyrelser).

Nu ser det ud til at der er fundet en løsning med rengøringen. Det er vi glade for, og håber på det i det lange løb bliver en god løsning.

For mit eget vedkommende synes jeg, at året har været op ad bakke. Der har været utrolig mange ting – udover senioridræt – som vi har skullet forholde os til.

Vi har arbejdet med nye vedtægter, som vi kommer ind på under pkt. 5.

Vedtægter som følger den nye hovedbestyrelses retningslinjer.

Det arbejde denne svindelsag har betydet for os som afdeling, er intet imod det, som det nye FU har arbejdet med. De har knoklet på hele året og kan nu høste gode resultater. Godt gået af hele FU holdet.

tst hovedforening afholder generalforsamling den 21. april. Der kan I møde op og høre m de resultater som FU har opnået i løbet af det sidste år.

Sidst i januar 2025 blev vi kontaktet af Malene fra DGI i forbindelse med evt. opstart af et nyt projekt hensyntagende træning – senere omdøbt til Tryg Træning.

Planen var at DGI, Århus Kommune og Sundhedsfonden skulle indgå et samarbejde, hvor personer der havde brug for at komme i gang efter et sygdomsforløb, skulle have mulighed for at komme i kontakt med en idrætsklub – af bagvejen. Dvs. tilbydes 10 ugers træning sammen med en fysioterapeut for derefter evt. at overgå som medlem af klubben.

Det var vi som bestyrelse helt enige om, at vi gerne ville være med til – sammen med 9 andre klubber i Århus. Mandag d. 20. oktober havde vi første træningsdag. Lige fra dag 1 er det gået rigtig godt. Deltagerne er meget glade for at møde op – få en times træning – og derefter socialt samvær i ca ½ time.

Projektet er planlagt til at køre i 3 år, og det er vi helt med på.

I løbet af året har vi haft følgende arrangementer:

Der er afholdt 6 bestyrelsesmøder, + flere hurtigt indkaldte, hvor stort og småt er blevet vendt.

Vi har afholdt et sommertræf for bestyrelsen under hyggelige former. Her havde vi besøg af Malene fra DGI, som fortalte om det nye tiltag Tryg Træning.

Vi har afholdt en julefrokost for bestyrelsen, holdledere, instruktører og hjælpere. Det var en hyggelig dag med mad og diverse konkurrencer.

Vi har afholdt 3 foredrag – 1 omkring Klar dig selv i tre dage – 1 i faldforebyggelse – 1 omkring Gidseltagning og 2x hjertestarter kursus. Der var et pænt fremmøde til dem alle.

Forårssæsonen blev sluttet af med en udflugt til Blicher Museet og omegn. Dagen startede med morgenkaffe ved Ans sø i dejligt vejr. Der var 54 tilmeldte.

Derefter gik turen videre til museet, hvor vi fik et fantastisk inspirerende foredrag, inden vi selv fik mulighed for at gå rundt. Derefter spisning på Indelukket i Silkeborg, hvor vi fik en lækker frokost.

Efter lidt kørsel i de smukke omgivelser, kørte vi til Silkeborg Kurbad, hvor der var mulighed for en gåtur i parken og her kunne vi se på kunst. Her blev der serveret kaffe af chaufføren inden turen gik tilbage til Tilst.

Tilbage i august 2024 startede vi et pickleball hold op, som har spilletid hver mandag kl. 13.30-15.30. Det er Dorrit der står som holdleder. Der er nu 15 tilmeldte spillere. Stor tak til Dorrit for det arbejde du har gjort i den forbindelse.

Vi startede også et nyt gå hold op hver tirsdag eftermiddag, Desværre viste det sig at der ikke var den store interesse for dette, så det er nu lukket igen. Tak til Klaus for at gøre forsøget.

Efter mange år som webredaktør har Bjørn givet stafetten videre til Gert, så det nu er Gert, som sørger for at vores hjemmeside altid er up to date.

Tak for din store indsats Bjørn, og dejligt du fortsat vil være klar med gode råd, hvis det bliver nødvendigt.

Samtidig skal der også være tak især til Bjørn, som troligt står for kaffebrygning hver tirsdag og torsdag. Det er en stor hjælp for instruktører og alle vi andre.

Også tak til dem der står klar ved kaffemaskinen, når Bjørn ikke kan være til stede - Klaus Bjørn, Jørn Gilså, Ulla Skovsende og undertegnede.

Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne takke jer, der er mødt op her i dag. – Stor TAK til alle vores holdledere, instruktører og hjælpetrænere.

Men først og fremmest tak til alle vores medlemmer, – det er altid så hyggeligt at møde ind til træning og arrangementer sammen med jer, – og uden jer ingen tst senioridræt.

Dette var årets gang i tst senioridræt 2025.

Ingen i forsamlingen havde spørgsmål eller kommentarer til beretningen, som herefter blev taget til efterretning.

Ad. 3

Herefter fik kassereren ordet til fremlæggelse af regnskabet for 2025. Regnskabet var udsendt på mail og blev vist på stort lærred.

Hovedtallene blev gennemgået, og regnskabet udviste et overskud på 4828 kr.

Der var ingen spørgsmål eller kommentarer til regnskabet, som herefter blev godkendt.

Ad. 4

Kassereren gennemgik herefter budgettet for 2026 til orientering.

Næste års overskud forventes at blive ca. 200 kr.

På grund af underslæb og den nye kommende struktur forventes et større bidrag til hovedafdelingen.

Ad. 5

Leif orienterede om tst hovedforening. Mange nye tiltag – nedsatte udvalg. Som Ilse også var inde på, er der fundet økonomi til nyt tag og nyt gulv i hallen.

Der er lavet en aftale med tidligere kasserer, der har begået underslæbet, om at hun skal afdrage 2 x 500kr. - om måneden.

Ad. 6

Hovedforeningen udarbejder nye vedtægter, som vores vedtægter skal tilpasses. Bestyrelsen har udarbejdet en tilpasning, som blev vist på skærmen. De væsentligste ændringer er, at vi bliver en selvstændig økonomisk enhed, – og at formand og kasserer vælges direkte på generalforsamlingen. Leif og Aksel orienterede kort om ændringerne.

Ad. 7

Herefter gik vi over til valget af bestyrelsesmedlemmer.

Dirigenten oplyste, at de 3 bestyrelsesmedlemmer, (Leif Pedersen, Aksel Hjuler og Gert Thorsell) der var på valg, alle var villige til genvalg, og at alle valg er for 2 år. Ingen andre ønskede at stille op. De blev herefter alle genvalgt.

Bente Christensen ønskede ikke genvalg, hvorfor der skulle vælges et nyt medlem.

Bestyrelsen foreslog Dorte Tønning. Der var ikke andre forslag, hvorefter Dorte blev valgt.

Ad. 8

Herefter blev bestyrelsens faste medlem af tst hovedbestyrelse valgt. Bestyrelsen foreslog Leif. Der var ikke andre forslag, hvorefter Leif blev valgt.

Ad. 9

Ilse orienterede om ny mødeform for bestyrelsesmøderne fremover, hvor kun bestyrelsesmedlemmerne er med til møderne. 2 gange om året holdes så udvidede møder med instruktører og holdledere.

Ilse orienterede om tst senioridræts hjemmeside og spurgte ind til, hvor mange der bruger den.

Forårsudflugten den 19.maj (afgang kl. 8.15) går i år til Mariager via Bramstrup bakker – Mariager kirke – Saltsyderiet (bademulighed) – frokost i Cafe Salt – Pris 450 kr. – Der kommer snart indbydelse ud.

Der er normale aktiviteter kommende mandag-tirsdag-onsdag i påskeugen.

Da der ikke var flere, der ønskede ordet, erklærede dirigenten generalforsamlingen for afsluttet og takkede forsamlingen for god ro og orden.

For referat: Søren Redeker

Dirigent: Bjørn Rasmussen