tst Tilst

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Vedtægter for idrætsforeningen tst 2010

Email Udskriv

Vedtægter i pdf-format: icon Vedtægter for tst som revideret juni 2010

Vedtægter for idrætsforeningen tst.                                              01-12-2008

§ 1. Foreningens navn og hjemsted.

  1. Foreningens navn er idrætsforeningen tst (herefter kaldet foreningen).
  2. Foreningen er stiftet den 28. juni 1979.
  3. Foreningens hjemsted er True og Tilst området, Århus kommune.
  4. Alle former for brug af foreningens navn, må kun forekomme i en af Hovedbestyrelsen godkendt form.
§ 2. Foreningens formål.
  1. Gennem kvalificerede tilbud om idræt såvel bredde som elite og motion at tilbyde fritidsaktiviteter og et fællesskab, der kan gøre foreningen til et lokalt kraftcenter og samlingssted for hele familien.
  2. At drive foreningens aktiv-center på en for befolkningen almen nyttig måde, herunder udlejning af idrætslokaler til foreningen selv, andre foreninger eller organisationer, private og erhvervsvirksomheder, ved bortforpagtning eller udleje af lokaler til restaurationsvirksomhed eller andre aktiviteter af erhvervsmæssig eller privat karakter, der drives fra foreningens aktiv-center.
  3. At sikre foreningens handlefrihed gennem tilstrækkelig økonomisk konsolidering i samtlige afdelinger.
§ 3. Foreningens organisation.
  1. Foreningen er organiseret med en Hovedbestyrelse, et forretningsudvalg, afdelingsbestyrelser for hver idrætsgren og et økonomiudvalg.

§ 4. Hovedbestyrelse.

  1. Foreningens Hovedbestyrelse udgøres af en generalforsamlingsvalgt Hovedformand, en generalforsamlingsvalgt Hovedkasserer samt af samtlige formænd eller næstformænd fra foreningens afdelinger. (Pr. 16. juni 2010 er der i alt 14 medlemmer af Hovedbestyrelsen.)
  2. Hovedbestyrelsens på lovlig måde vedtagne beslutninger og de i henhold til dertil foretagne handlinger forpligter foreningen.
  3. Formands- og kasserervalget gælder for 2 år og begge er aldrig på valg samme år. Formanden er på valg i lige år og kassereren i de ulige.
  4. Ved valg af ikke tilstedeværende kandidater skal skriftligt tilsagn fra disse foreligge.
  5. Ved stemmelighed foretages omvalg og evt. derefter lodtrækning.
  6. Alle Hovedbestyrelsens medlemmer skal være myndige og stemmeberettigede i foreningen. Det skal tilstræbes, at Hovedformand og Hovedkasserer ikke er medlemmer af en afdelingsbestyrelse.
    Hovedbestyrelsen skal afholde møde mindst 4 gange om året og i øvrigt efter behov. Skriftligt referat fra alle møder skal foreligge.
  7. Udtræder Hovedformand eller Hovedkasserer i valgperioden, supplerer Hovedbestyrelsen sig. Suppleringsvalg, foretaget i årets løb, gælder kun til næste generalforsamling.
  8. Hovedbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og nedsætter selv de nødvendige udvalg ud over de faste udvalg for foreningens drift. Medlemmer af disse behøver ikke nødvendigvis at være medlem af Hovedbestyrelsen. Formændene for disse udvalg kan deltage i hovedbestyrelsesmøder med taleret, men uden stemmeret.
  9. Hovedbestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 6 medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed har formanden eller dennes stedfortræder (som i Hovedformandens fravær er Hovedkassereren) den afgørende stemme.
§ 5. Forretningsudvalg.
  1. Foreningens daglige ledelse varetages af et forretningsudvalg på 5 – 7 personer, der repræsenterer foreningen i alle forhold, under ansvar over for Hovedbestyrelsen.
  2. Forretningsudvalgets faste medlemmer er Hovedformanden, Hovedkassereren samt 3 – 5 af generalforsamlingen valgte medlemmer, der vælges for 2 år.
  3. Hovedformanden er forretningsudvalgets formand.
  4. Forretningsudvalget tager sig af den daglige administration og er ansvarligt for foreningens og aktiv-centrets daglige drift samt for ansættelse/afskedigelse af personale.
  5. Forretningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden.
  6. Foreningen tegnes af Hovedformand og Hovedkasserer i forening eller en af disse i forening med 2 medlemmer af forretningsudvalget.
  7. Forretningsudvalgets, på lovlig måde, vedtagne beslutninger og de i henhold dertil foretagne handlinger forpligter foreningen.
  8. Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når Hovedformand og/eller Hovedkasserer og mindst to forretningsudvalgsmedlemmer er til stede.
  9. I tilfælde af, at et eller flere af de generalforsamlingsvalgte medlemmer af forretnings-udvalget udtræder af forretningsudvalget før udløbet af den periode de er valgt for, udpeger Hovedbestyrelsen midlertidige medlemmer af forretningsudvalget. De udpegede medlemmer af forretningsudvalget er kun medlemmer af forretningsudvalget indtil næste generalforsamling.
  10. Forretningsudvalgets møder refereres i mødereferater, der er tilgængelige for (udsendes til) alle hovedbestyrelsesmedlemmer.
  11. Forretningsudvalget kan til enhver tid nedsætte faste udvalg til løsning af specifikke opgaver/områder, defineret af forretningsudvalget og/eller Hovedbestyrelsen.
    Ved møder i de faste udvalg skal de respektive afdelinger altid være repræsenteret ved det af den pågældende afdeling udpegede medlem eller eventuelt ved en stedfortræder.
  12. De faste udvalgs møder refereres i beslutningsreferater som sendes til forretningsudvalg samt til alle hovedbestyrelsesmedlemmer.
  13. Forretningsudvalget kan på vegne af Hovedbestyrelsen oprette en afdeling, når det skønnes hensigtsmæssigt.
    Hovedbestyrelsen kan stille en afdeling i bero indtil næste hovedgeneralforsamling, som tager den endelig beslutning om afdelingens videre forløb.
  14. Det påhviler forretningsudvalget at tilsikre, at foreningen har fortrinsret til idrætscenterets faciliteter. Med respekt for denne fortrinsret er udvalget forpligtet til/berettiget til at søge udlejet/udleje lokaler – det være sig idrætslige eller andre formål – til private, myndigheder og andre interesserede på vilkår, som sikrer den bedst mulige drift.
    Forretningsudvalget fastsætter timeleje for centerets faciliteter, herunder ved udlejning til foreningen, andre idrætslige formål og ikke-idrætslige formål. Forretningsudvalget kan bemyndige en eventuel ansat til at indgå lejeaftaler.
  15. Forretningsudvalget er berettiget til at ansætte lønnet medhjælp, herunder forretningsfører og/eller forpagter til kantinedrift, såfremt man finder det fornødent.
  16. Medlemmer af forretningsudvalget har ret til at deltage i afdelingsgeneralforsamlingen uden stemmeret.

§ 6. Hæftelse.

  1. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den formue, der tilhører foreningen.
  2. Der påhviler ikke medlemmer af Hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og  økonomiudvalget eller foreningens øvrige medlemmer nogen personlig hæftelse for foreningens forpligtelser.

§ 7. Optagelse af medlemmer.

  1. I foreningen  kan optages medlemmer enten som aktive eller passive. Optagelsen af ikke myndige som medlemmer af foreningen kræver tillige samtykke fra forældre/værge.
  2. Begæring om optagelse i foreningen rettes til de respektive afdelingsbestyrelser. Kan en afdelingsbestyrelse ikke umiddelbart imødekomme en begæring om optagelse i foreningen, skal optagelsen forelægges Hovedbestyrelsen til endelig afgørelse.
  3. Æresmedlemmer kan på Hovedbestyrelsens forslag vælges af generalforsamlingen, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Spørgsmål om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til diskussion på generalforsamlingen.
  4. Personer, som tidligere var medlem af en anden forening, uden for foreningen, og som er i kontingentrestance i denne, kan ikke optages som medlem i foreningen.

§ 8. Udmeldelse, eksklusion.

  1. Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftlig med mindst 14 dages varsel til den pågældende afdelingsbestyrelse. Såfremt man er medlem af flere afdelinger, skal opsigelse foretages til hver afdeling.
  2. Foreningens medlemmer er underkastet foreningens vedtægter samt til enhver tid givne reglementer, love og bestemmelser udgivet af Dansk Idræts Forbund og de underorganisationer, som foreningen til enhver tid måtte være medlem af
  3. Overtræder et medlem disse love og forskrifter, eller udviser en opførelse, der gør vedkommende uværdig til fortsat at være medlem, kan Hovedbestyrelsen under ansvar over for generalforsamlingen ekskludere den pågældende af foreningen. Vedkommende skal inden Hovedbestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar. Ved eksklusion har det pågældende medlem ret til at møde på førstkommende generalforsamling og der få sagen forelagt. Generalforsamlingens beslutning om stadfæstelse af eksklusion kræver, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. I mindre graverende tilfælde kan Hovedbestyrelsen idømme karantæne. Et medlem, der er ekskluderet ved en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages ved en ny generalforsamling.

§ 9. Kontingent.

  1. Kontingentet fastsættes for et år af gangen af Hovedbestyrelsen (efter indstilling fra den pågældende afdeling) i en kontingentvedtægt.
  2. Hovedbestyrelsen har ret til f.eks. efter indstilling fra den pågældende afdeling at meddele hel eller delvis kontingentfrihed når særlige forhold taler derfor. 
  3. Kontingentet opkræves forud for aktive medlemmer for min 6 mdr. af gangen. For passive medlemmer opkræves kontingentet helårsvis forud.
  4. Intet medlem må have mere end 1 måneds restance. Restance herudover medfører udelukkelse fra foreningens aktiviteter. Restance udover 3 måneder medfører udelukkelse af foreningen. Genoptagelse kan kun finde sted, når restancen er betalt. Bestemmelse herom træffes af Hovedbestyrelsen efter indstilling fra den pågældende afdelingsbestyrelse. Hver afdeling skal betale et kontingentbeløb til hovedforeningen pr. aktivt medlem. Beløbet fastsættes af Hovedbestyrelsen i kontingentvedtægten for et år af gangen efter nærmere forhandling med den enkelte afdeling.

§ 10. Foreningens øverste myndighed.

  1. Hovedgeneralforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i APRIL måned, og indkaldes med mindst 21 dages varsel i foreningens klubblad, på www.tst-tilst.dk og alternativt i lokale dagblade med bekendtgørelse af dagsorden. Eventuelle forslag skal være Hovedformanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
  2. Indkomne forslag vil være tilgængelige i klublokalerne og på www.tst-tilst.dk senest 1 uge før generalforsamlingen.
  3. Stemmeret har alle aktive medlemmer, der er fyldt 16 år, og som har været medlem i mindst 3 mdr. og ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde.
  4. Æresmedlemmer og passive medlemmer kan uden stemmeret og taleret overvære generalforsamlingen.

§ 11. Dagsorden.

  1. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
    1. Valg af dirigent.
    2. Beretning fra Hovedformanden.
    3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse, samt budget for det kommende år.
    4. Behandling af indkomne forslag.
    5. Valg af Hovedformand i lige år, og Hovedkasserer i ulige år.
    6. Valg af 3 - 5 medlemmer til forretningsudvalget. 2 -3 i lige år og 1 - 2 i ulige år.
    7. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
    8. Eventuelt.
§ 12. Hovedgeneralforsamlingens ledelse.

  1. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af Hovedbestyrelsen, til at lede forhandlingerne. De af dirigenten trufne afgørelser skal på forlangende af et stemmeberettiget medlem sættes under afstemning.
    Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, dog med undtagelse af § 6 stk.3, § 7 stk.3, § 21 og § 22.
  2. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal afstemning og valg foregå skriftligt på begæring fra et stemmeberettiget medlem, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.
  3. Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol, hvori også referat af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer. Har en generalforsamling truffet afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny forebringes på samme generalforsamling.
§ 13. Ekstraordinær generalforsamling.
  1. Ekstraordinær generalforsamling kan til en hver tid indkaldes af et flertal i Hovedbestyrelsen eller når mindst 25% af de stemmeberettigede skriftligt indgiver begæring herom til Hovedbestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen herom er fremsat over for Hovedbestyrelsen med oplysning om det/de emner, der ønskes behandlet. Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 9 stk.1.

§ 14. Økonomiudvalget.

  1. Økonomiudvalget består af Hovedkassereren, der er formand for udvalget og samtlige afdelingskasserere.
  2. Økonomiudvalget samordner foreningens økonomi og foretager indstillinger til forretningsudvalget/Hovedbestyrelsen. Ligeledes behandler udvalget opgaver, der bliver stillet det af forretningsudvalget/Hovedbestyrelsen.
  3. Den enkelte afdeling afleverer kvartalsregnskab til hovedkasserer,
  4. Økonomiudvalget forelægger hvert år regnskabet for foreningens revisorer.

§ 15. Støtteordninger.

  1. Hovedbestyrelsen såvel som de enkelte afdelinger kan etablere støtteordninger/foreninger.
  2. Støtteordninger/foreninger i Hovedbestyrelse regi, kan uddelegeres til de enkelte afdelinger/støtteforeninger, for en periode på 2 år ad gangen. Hovedbestyrelsen kan inddrage de uddelegerede aktiviteter, såfremt disse misligholdes. Faste hovedbestyrelses- aktiviteter er p.t. sommerfest og stationære reklamer i sportshaller og på sportsanlæg.
  3. Aktiviteter, der er startet i en afd./støtteforening, skal, når de ikke længere køres i afd./støtteforening, overdrages til Hovedbestyrelsen, der jvf. stk. 2 kan uddelegere aktiviteten.
  4. Ikke-idrætslige aktiviteter i foreningens regi skal godkendes af Hovedbestyrelsen, forinden de iværksættes.
§ 16. Valg af afdelingsbestyrelser.
  1. For hver sportsgren indenfor foreningen afholdes i løbet af februar/marts måned en afdelingsgeneralforsamling, som indvarsles efter de i § 10 angivne regler.
  2. Dagsorden for afdelingsgeneralforsamlingen skal omfatte følgende punkter:
    1. Valg af dirigent
    2. Beretning fra bestyrelsen
    3. Fremlæggelse af det afsluttede regnskab samt budget for det kommende år.
    4. Behandling af indkomne forslag
    5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
    6. Eventuelt
  3. På generalforsamlingen vælges en afdelingsbestyrelse af mindst 5 og højst 7 medlemmer.
  4. Afdelingsbestyrelsen, som skal bestå af formand, næstformand, kasserer og sekretær, vælges for 2 år af gangen.
  5. En afdeling tegnes af afdelingsformand og afdelingskasserer i forening eller en af disse i forening med 2 afdelingsbestyrelsesmedlemmer.
  6. Bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen.
  7. Bestyrelsesmedlemmer i afdelingerne kan ikke være medlem af en anden afdelingsbestyrelse. Formanden eller næstformand for afdelingsbestyrelsen er afdelingens medlem i Hovedbestyrelsen. Stemmeberettiget er alle afdelingens medlemmer, der er fyldt 16 år. Bestyrelsens medlemmer skal dog være myndige. Stemmeberettiget er endvidere forældre/værge til børn under 16 år, der er medlem af afdelingen, dog kan intet medlem have mere end 1 stemme.
  8. I øvrigt er reglerne for hovedgeneralforsamlingen, samt afholdelse af ekstraordinær hovedgeneralforsamling også gældende for afdelingerne.
  9. Afdelingsbestyrelserne fastsætter selv deres forretningsorden og kan nedsætte de for afdelingen nødvendige udvalg. Udtræder i valgperioden et medlem af afdelingsbestyrelsen, konstituerer bestyrelsen sig blandt afdelingens medlemmer.

§ 17. Afdelingsbestyrelsens myndighed og ledelse.

  1. Afdelingsbestyrelsen leder dels det daglige arbejde i afdelingen og dels den daglige økonomi indenfor det godkendte budgets rammer.
  2. Afdelingsbestyrelsen udarbejder hvert år budget, som sammen med indstilling om afdelingens kontingent sendes til økonomiudvalget.
  3. Ingen afdeling må træffe væsentlige økonomiske beslutninger, der ikke er nedfældet i budgettet, uden Forretningsudvalgets samtykke.
  4. Alle afdelingens økonomiske bevægelser skal klart fremgå af regnskabet.
  5. Afdelingsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer af denne er til stede.
  6. Alle afgørelser træffes ved simpelt flertal.
  7. Afdelingsbestyrelsen udpeger repræsentanter til de udvalg Hovedbestyrelsen måtte nedsætte. (Se endvidere § 13). Referat af møder og generalforsamlinger i afdelingerne skal foreligge skriftligt.
§ 18. Repræsentation.

  1. Foreningen repræsenterer sig indenfor de unioner og forbund den er medlem af, med et medlem af Hovedbestyrelsen og/eller den pågældende afdelingsformand eller en stedfortræder for denne.
  2. Foreningen er medlem af de relevante hoved- og interesseorganisationer for opfyldelse af § 2, stk. 1.

§ 19. Foreningens økonomi .

  1. Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.
  2. Kontingentet fastsættes én gang årligt af Hovedbestyrelsen (efter indstilling fra de enkelte afdelinger) i en kontingentvedtægt. Vedtægten skal indeholde kontingentets størrelse og art, samt endvidere forfaldsterminer, betalingsmåden og størrelsen af tilladelige restancer.
  3. Foreningens økonomiske bevægelser skal klart fremgå af regnskabet.

§ 20. Revision.

  1. På den ordinære generalforsamling vælges 2 revisorer, samt 1 revisorsuppleant.
  2. Revisorerne skal hvert år inden generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskabet og status forsynes med påtegning.
  3. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskabet og beholdninger.

§ 21. Anvendelse af overskud m.v.

  1. Et af foreningen konstateret driftsoverskud kan ingensinde – det være sig helt eller delvist – direkte eller indirekte udbetales til medlemmerne, ligesom der, bortset fra det nedenfor i § 22 anførte, ikke i øvrigt, helt eller delvist, kan foretages udlodning af foreningens formue til medlemmerne.

§ 22. Vedtægtsændringer.

  1. Ændringer i vedtægterne kan kun ske på en generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 23. Foreningens opløsning.

  1. Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun ske på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
  2. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
  3. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om anvendelse af foreningens ejendele og formue, som skal anvendes til idrætslige formål indenfor Århus Kommune. Her kræves dog kun simpelt stemmeflertal.

 

 

Ovenstående vedtægter er vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 15. april 2009.

 

§ 5 pkt. 1. og 2. og § 11 pkt. 1.6. er ændret på generalforsamlingen den 21. april 2010.

 

§ 4 pkt. 6. er ændret på den ekstraordinære generalforsamling den 16. juni 2010.

 

Tilst, den 16. juni 2010

Hovedformand for tst:                                               Dirigent:

 

 

____________________                                        ____________________

Hans Peter Holmgaard                                            Henrik Staghøj

Senest opdateret: Tirsdag, 03. maj 2011 17:31  

tst Kalender

No events
Annoncer fra SPOT
Banner
Banner