Kirsten Theilgaard skriver  om sin start som motionist i tst:

 

Der var engang….

Ja sådan starter eventyr nu engang. Mit eventyr startede, da jeg ca 35 år gammel så, at TsT havde et begynderhold for voksne i badminton. Som barn ønskede jeg at få lov til at spille badminton, men mor og far sagde, at det ikke var muligt i vores idrætsklub. I stedet for blev det til lidt spejder, dans, svømning, atletik og musik. Men da jeg så det her begynderhold, blev den gamle drøm vagt til live igen. Og jeg har ikke et sekund fortrudt.

Med 2 små børn i huset havde der i en årrække ikke været tid til motion og formen var nærmest ikke eksisterende, boldøjet heller ikke noget at råbe hurra for. Men alligevel blev jeg taget rigtig godt imod på torsdagsholdet af både medspillere og trænere. Der var i den grad tid, lyst og tålmodighed til at lære mig spillet.

Nu er der gået 8 år, boldøjet er blevet bedre, formen nok også en lille smule forbedret. Men vigtigst af alt så bliver alle muskler – specielt lattermusklerne – godt og grundigt motioneret hver torsdag aften. Det er mit eventyr.

Til alle jer der gerne vil have motion og samtidig have det sjovt, men tænker ”jeg har aldrig spillet badminton, så det kan jeg nok ikke, og formen er dårlig”. Drop det og kom ned og vær med. Det er aldrig for sent at starte!